Når man har en lidenskab …

…. så mærker man det helt ind til knoglerne. Det gennemsyrer alt og optager alt. Det ER næsten alt …… og så alligevel ikke. Det er jo kun cykelløb – hører jeg mig fortælle – til mig selv. Men jeg tror vist ikke på det. Og jeg gider heller ikke det skal være sådan. Jeg gider ikke ligegyldig soap opera – som om livet ikke betød mere. Som om livet ikke var en større gave …..

Jeg vil fortæres af min kærlighed til cykelløb – ganske som jeg vil fortæres af kærlighed til min kvinde og til mine børn. Jeg vil le og græde med det – leve og dø med det !

Det er sådan en lidenskab virker på mig – den bliver alt !!

At møde en gammel ven

I sidste uge blev mit liv rigere. Jeg mødte en gammel ven jeg ikke har set i 10 år – sådan tilfældigt, og måske ikke alligevel. Jeg husker de lange samtaler – om krigen, om at være til stede, om tro og at tro – eller ikke at tro …… de berigede mig. Jeg blev klogere. Dengang vi byggede en fælles Amagerhylde til alle de ting der var så rædselsfulde at de var værd at vise frem. Tror det første på hylden var et souvenir krus fra Himmelbjerget.

Nu har vi så mødt hinanden igen – jeg glæder mig til igen at blive klogere.

Det er sikkert selvfedhed !!

Jeg har skrevet altid – altid i min lille lommebog. Ikke om noget eller måske om alting, men bare skrevet. Øjebliksbilleder snapshots. Et glimt af virkeligheden – min virkelighed. Nu er jeg så blevet digitaliseret ….. en blog. Og igen spørger jeg mig selv som jeg altid har gjort. Gad vide hvorfor jeg skriver? Faktisk har jeg ikke noget svar. Kun et gæt – måske er det selvfedhed….. ønsket om at være – at være til ! Det er sikkert hverken dybsindigt eller kompliceret. Måske bare ønsket om at se mig selv lidt udefra – det er sgu da selvfedhed !!

 Nå, men nu er jeg her. Rummet er her. Jeg må hellere blive lidt!