Eller er det kirken ….

…… egentlig er det mere rigtigt at tale om kirkens mænd som mål for mit opgør. Kirken – menigheden – som indstiftet af Jesus og givet til Peter og Paulus at udforme, er vel selve kernen i gudsriget på jorden.

Men hvad sker der når kirken kommer i hænderne på mennesker – på kirkens mænd. Ikke just fyldt op af gode eksempler og erfaringer. Måske er kirkens paradoks, at religiøs ledelse – præsteskabet – er behængt med Grundtvigs ord om, at mennesker er indkroget i sig selv. Kirken vil det gode, men kan ikke det gode fordi den er styret af mennesker – som er indkroget i sig selv. Og kirken kan ikke undvære præsteskabet ……. paradokset er fuldkomment.

Et paradoks er jo kendetegnet ved, at det ikke indeholder løsninger, men er henvist til at vælge mellem to eller flere onder. På den anden side tror jeg ikke – vil jeg ikke – at det skal være sådan. Der må være en bedre vej – 1. Kor. 12, 31

det kunne også hedde ….

Egentlig kunne kategorien vel lige så godt have heddet noget andet. Det evige – lyder så definitivt. Som om evigheden er endelig – som om den er afgrænset.

Det åndelige livs begrænsning – evigheden. Fordi evigheden betyder – ikke bare noget, men noget bestemt. Den er min frygt og mit håb. Faktisk trækker evigheden på alle mine ressourcer – men jeg er begyndt at mangle friheden. Frihed til at leve og til at være. Måske vil jeg gerne udvide evigheden – gøre den bredere, mere tolerant.

Men evigheden er intolerant – den tåler ikke modsigelse. Og jeg har lyst til at sige imod – lyst til sige systemet imod. Evighedens system – kirken og kirkens mænd. Måske er det i virkelighed dér intolerancen ligger. Kirken – kirken tåler ikke modsigelse. I virkeligheden er det kirken der har begrænset evigheden.

Det kunne også hedde …… opgøret med kirken !