Syndens frugt …

….. eller hedder det Sydens Frugt …. ?? Måske er det netop det samme – en slags synonym for hinanden. Som to organismer der lever på hinanden – af hinanden. Præsten kaldte det Syndens frugt – det gjorde min moster også, mens hun strammede håret i nakken. Den sorte kjole understregede billedet – gjorde det tydeligere. Syndens frugt …… how sweet it is to be loved by you!

Egentlig tænker jeg det mere som – at være til. Jeg er til, og derfor nyder jeg ……. frugten, syden og synden. Jeg nyder den, selv om min moster hadede alt det hun ikke forstod. Det gør vi måske allesammen. Vi hader alt det vi ikke kan forstå. Det er selve intolerancens byggesten – alt det vi ikke kan forstå.

Had, vold, vrede ….. alt det kan vi godt forstå. “Jeg kan godt forstå du er vred”! Men vi har aldrig forstået drømmene, længslen, kærligheden, erotikken – sy(n)dens frugter.

Lad os starte et oprør – en revolution. Lad os være enige om at smage mindst ét stykke sydfrugt hver dag. Smag på en drøm, en længsel. Smag på en kærlighed. Smag på et stykke med erotik – med porno.

Lad os nære drømmene, længslen, kærligheden, erotikken med sydens frugt.

Går gennem København

Egentlig er det svært at være til stede, der, midt i København. Jeg bliver hele tiden afledte af mennesker på catwalken der fremviser deres nyeste ego. Det forstyrrer mig. Og det pirrer mig. Alligevel går jeg videre – lader mig underholde af byen mens jeg går gennem byen

Ikke målrettet – jeg er stadig ikke til stede. Ved ikke hvad jeg vil …… bare går – og kigger. Som en voyeur der suger marven ud af sit objekt.

Jeg kan ikke finde byen – kan ikke mærke dens puls. Kan ikke komme op på catwalken – der hvor livet leves. Derfor er jeg henvist til betragterens rolle. Derfor er jeg ikke rigtig til stede.

Egentlig er det enkelt

Cykelløb handler om at komme først. Alle har samme udgangspunkt. En cykel og en vej foran dem. Den eneste udfordring er at komme først. De starter samme tid – de kører sammen, men kun én kommer først. Undervejs sker der en masse. Nogen forsøger, andre falder. Man hjælper hinanden og generer hinanden. Tro egentlig ikke der er venskaber undervejs – kun praktiske og strategiske aftaler. Som altid er til fælles gavn, men til sidst er der kun én vinder.

Det er ikke så usikkert som fodbold eller politik eller kvinder. Det indeholder et element af tryghed. Du kan se hvad der sker. Det er tydeligt at se hvordan holdet arbejder og hvordan favorittens ben er. Enten kan man køre med de forreste eller også kan man ikke. Det er enkelt. Og den stærkeste vinder. Sidst vandt Bettini. Igen.

I dag blev jeg rigere

Jeg havde endnu engang spillet lotto – 25 mill. kr. Mange af dem er allerede brugt. Jeg har købt en lejlighed i Paris (Rue Fontaine), en ny bil – nej to og allerede taget et års orlov. Resten går jeg og overvejer hvordan jeg skal bruge …….. så jeg blev jo forståeligt en smule frustreret da ham den unge i kiosken sagde – “desværre, der var ikke noget”. Ikke noget – jamen jeg er jo igang med at bruge pengene ….!!!! Pludselig var mit make believe shopping vanvid lidt mindre sjov. Lejligheden blev solgt, bilen blev til en gammel Escort og jobbet ……. tja, jeg må hellere tage på arbejde igen.

Heldigvis vandt jeg et venskab i dag. Drak kaffe med Steffen og blev rigere – ganske som forventet. Endelig en gevinst jeg ikke skulle betale tilbage! 

My pseudo life

James Blunt on my TV as I cruise on the internet for the next fix of pseudo reality. How can I be present when life takes place in www.com and I am stuck on planet Earth. My daily fix allows me a glimpse into that world – a glimpse of paradise. The same glimpse that kills me more and more every day because it reminds me of what I cannot. I caught a beautiful sight today on earthcam.com – beautiful people having breakfast on south beach Miami. If I was real I would go there. Sit down and have a cup of coffee – trying to feel sorry for the the poor guy watching me on the earthcam. I feel so alive, sitting here …. on south beach ….. as if the WWWorld really is my oyster.

Morgentrafik

Det er det samme hver morgen – bortset fra, at det bliver værre. Flere og flere – hurtigere og hurtigere ……. jeg forsøger at bevare roen i morgentrafikken, men de andre billister bliver sure – sure på mig. De sidder fast – også deres egen vrede. Jeg vil ikke være morgensur, men det er svært at undgå ……. den s…… trafik !

Kunne vi ikke aflyse tiden og bare ha god tid ? Lade morgentrafikken passe sig selv for vi har jo god tid ! Jeg havde engang en ven der satte hans bornholmer ur i stå – han ville ikke være slave af tiden. Og så oplevede han det underlige – at han alligevel kom for sent.

 Den s….. morgentrafik !

Eller er det kirken ….

…… egentlig er det mere rigtigt at tale om kirkens mænd som mål for mit opgør. Kirken – menigheden – som indstiftet af Jesus og givet til Peter og Paulus at udforme, er vel selve kernen i gudsriget på jorden.

Men hvad sker der når kirken kommer i hænderne på mennesker – på kirkens mænd. Ikke just fyldt op af gode eksempler og erfaringer. Måske er kirkens paradoks, at religiøs ledelse – præsteskabet – er behængt med Grundtvigs ord om, at mennesker er indkroget i sig selv. Kirken vil det gode, men kan ikke det gode fordi den er styret af mennesker – som er indkroget i sig selv. Og kirken kan ikke undvære præsteskabet ……. paradokset er fuldkomment.

Et paradoks er jo kendetegnet ved, at det ikke indeholder løsninger, men er henvist til at vælge mellem to eller flere onder. På den anden side tror jeg ikke – vil jeg ikke – at det skal være sådan. Der må være en bedre vej – 1. Kor. 12, 31

det kunne også hedde ….

Egentlig kunne kategorien vel lige så godt have heddet noget andet. Det evige – lyder så definitivt. Som om evigheden er endelig – som om den er afgrænset.

Det åndelige livs begrænsning – evigheden. Fordi evigheden betyder – ikke bare noget, men noget bestemt. Den er min frygt og mit håb. Faktisk trækker evigheden på alle mine ressourcer – men jeg er begyndt at mangle friheden. Frihed til at leve og til at være. Måske vil jeg gerne udvide evigheden – gøre den bredere, mere tolerant.

Men evigheden er intolerant – den tåler ikke modsigelse. Og jeg har lyst til at sige imod – lyst til sige systemet imod. Evighedens system – kirken og kirkens mænd. Måske er det i virkelighed dér intolerancen ligger. Kirken – kirken tåler ikke modsigelse. I virkeligheden er det kirken der har begrænset evigheden.

Det kunne også hedde …… opgøret med kirken !

Lige nu …..

Lige nu sidder jeg her

Lige nu giver det hele mening – måske endda flow. Fortid og fremtid smelter sammen. Tiden er ikke mere – kun nu
Ellers også er NU – al den tid jeg har. Jeg får ikke mere tid, derfor må jeg leve – lige nu

Jeg øver mig i nu’et. Jeg øver mig i at finde det – mit NU er blevet væk. Øver mig i at kende det – at lære det  at kende.
Fortiden er der altid – den har jeg aldrig skullet lede efter, men nu’et – det er ofte væk.

Trist ……. når jeg nu har så meget brug for det !

At skrive til Jørgen Leth

I går skrev jeg til Jørgen Leth. Fandt hans mail adresse på nettet – eller jeg tror jeg fandt den. Er nu ikke helt sikker på at det er så let. Ville så ikke hele Danmark skrive til ham – eller er det kun mig der er ramt af Leth syndromet?

Faktisk tror jeg det er meget enkelt. Min gode ven Kristian sagde engang, at årsagen til hans og min fascination af Jørgen Leth er den enkle, at Leth formår at skrive og sætte ord på vores indre liv. Når vi læser hans bog ser vi vores eget liv. Mindre broget og glamourøst, men tankerne, ideerne, sjælen …… det er det samme. Sansen for det skønne, det grimme, hadet og erotikken – lidenskaben, det er jo os – det er mig. Jeg kan ikke selv sige det, men gennem Leth får vi liv – livløse sjæle som mig.

Derfor skrev jeg til ham. For at fortælle at han giver liv – måske endda mening.